Puha, der er sket så meget de sidste par dage som jeg gerne ville have skrevet om, men nu er det hele kommet lidt på afstand (og i øvrigt er jeg røvtræt og lettere stresset) så nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal skrive om..
Jeg kunne f.eks. fortælle om ham jeg så/hørte i toget den anden dag. Det fik mig nemlig til at tænke lidt.. Han var nok omkring min egen alder og så sad han og snakkede i telefon med en ven. Og vennen var tydeligvis faldet for en pige, som
overhovedet ikke var lige så interesseret i ham som omvendt. Jeg er jo altså sjovt nok mest vant til at situationen er omvendt og kender til lige præcis de ting man som veninde siger/hører. Og her agerede de to fyre altså præcis, som vi piger normalt gør. Det var bare så mærkeligt, og skal jeg være helt ærlig, faktisk overhovedet ikke tiltrækkende, at ham vennen i telefonen var så desperat. Det er jo fuldstændig tåbeligt, at jeg tænker sådan, for jeg vil da meget hellere møde en fyr, som rent faktisk bliver vild med mig og ikke bare lader som ingenting. Men jeg tror måske helst bare jeg vil være fri for at kende til sådan nogen samtaler.
De sidste to aftener har været skønne og fyldt med veninder. Og jeg følte mig for en gangs skyld som dejligt selskab og var bare den glade udgave af mig selv. Det er rart at vide, at den stadig gemmer sig derinde et sted, selv om den har været væk fra mig de sidste ni måneder. Men jeg finder det stadig underligt, at det faktisk virker som om jeg er ved at kravle ud af depressionen uden at jeg helt kan sætte fingeren på hvorfor. For et par måneder siden kunne jeg slet ikke se at det nogensinde skulle lykkes mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar