Siden sidst..

..har jeg:

- fået et 10 tal for mit bachelorprojekt
- tudet lidt over en elendig censor (som tilsyneladende synes smalltalk med min vejleder er helt ok flere gange midt under min eksamination)
- tudet lidt og bitchet meget over den kæmpe forskel der er på hvad man får af karakter alt afhængig af hvilken vejleder man har
- forsøgt at overbevise mig selv on at 10 også er en pisseflot karakter
- skiftet signatur på min arbejdsmail (og ærgret mig lidt over at jeg ikke kan finde ud af at bede om en lønforhøjelse)
- haft et par dage hvor mit humør konstant var i bund og jeg bare var grundked af det
- glemt at købe en pose i føtex hvilket var ret dumt når jeg nu købte to liter shampoo og balsam
- har jeg sagt ja til at gå ud og drikke et par øl i aften, så hej hej!

Veninderod

Jeg har aldrig været fan af veninde-trekløvere eller hvad vi nu skal kalde dem. Jeg ender stort set altid med at føle mig udenfor (stort tak til mit selvværd som tilsyneladende leger gemmeleg med mig og nægter at sige kuk-kuk). Så det er jo bare superfedt at jeg skal bruge næste semester på at tage kurser sammen med slyngveninde 1 og 2. Der var engang hvor slyngveninde 1 og jeg hang sammen. Det var dengang det var sjovt at studere. Men jeg blev ligeså stille udskiftet for omkring et år siden. Og de fik ligesom understreget det ved at skrive bachelor sammen og 'glemme' at fortælle mig det. Og nu skal jeg så bruge hele næste semester på at føle mig fravalgt. Bliver sgu allerede helt ked af det ved tanken. Velkommen tilbage lede sorte sky over mit hoved og daglige tristhed.

Har på fornemmelsen at det ikke rigtig hjælper at råbe fornærmet at jeg altså valgte fag først og de bare efteraber.

Shh, det skal I altså bare holde helt for jer selv..

Puha, der er sket så meget de sidste par dage som jeg gerne ville have skrevet om, men nu er det hele kommet lidt på afstand (og i øvrigt er jeg røvtræt og lettere stresset) så nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal skrive om..

Jeg kunne f.eks. fortælle om ham jeg så/hørte i toget den anden dag. Det fik mig nemlig til at tænke lidt.. Han var nok omkring min egen alder og så sad han og snakkede i telefon med en ven. Og vennen var tydeligvis faldet for en pige, som overhovedet ikke var lige så interesseret i ham som omvendt. Jeg er jo altså sjovt nok mest vant til at situationen er omvendt og kender til lige præcis de ting man som veninde siger/hører. Og her agerede de to fyre altså præcis, som vi piger normalt gør. Det var bare så mærkeligt, og skal jeg være helt ærlig, faktisk overhovedet ikke tiltrækkende, at ham vennen i telefonen var så desperat. Det er jo fuldstændig tåbeligt, at jeg tænker sådan, for jeg vil da meget hellere møde en fyr, som rent faktisk bliver vild med mig og ikke bare lader som ingenting. Men jeg tror måske helst bare jeg vil være fri for at kende til sådan nogen samtaler.

De sidste to aftener har været skønne og fyldt med veninder. Og jeg følte mig for en gangs skyld som dejligt selskab og var bare den glade udgave af mig selv. Det er rart at vide, at den stadig gemmer sig derinde et sted, selv om den har været væk fra mig de sidste ni måneder. Men jeg finder det stadig underligt, at det faktisk virker som om jeg er ved at kravle ud af depressionen uden at jeg helt kan sætte fingeren på hvorfor. For et par måneder siden kunne jeg slet ikke se at det nogensinde skulle lykkes mig.

Sms-aftaler

Jeg er stor fan af at sms'e. For det meste i hvert fald. Og jeg synes også det kan være en rar måde at lave aftaler på (fordi der kun er cirka 7 mennesker i verden jeg synes det er rart at snakke i telefon med). Men det går galt når man skal aftale noget med flere mennesker på én gang. Altså den samme begivenhed. For så er der to scenarier:
Enten er man mellemleddet som skal snakke og koordinere med alle de andre. Det er lidt stressende fordi der så tikker flere beskeder ind på en gang og min telefon i øvrigt har besluttet at det er okay, at den bruger 3 minutter på at sende en sms.
Alternativt er man en af dem ude på sidelinjen, hvor man så bare sidder og venter på afgørelsen og ikke aner hvor langt beslutningsprocessen er nået.

Nu er jeg jo temmelig meget et kontrol menneske så i virkeligheden passer det mig nok bedst at være koordinatoren. Men jeg bliver også bare så stresset og forvirret hver gang jeg sidder i den situation.

Men det bliver jo ikke engang bedre af at man ringer sammen for der skal jo stadig bruges et mellemled! Hvad er løsningen? Kan brevduer løse det her problem? Eller skal jeg bare fremover kun lave aftaler med én person?

Fidusen er fundet!

Jeg har fundet ud af, hvordan man slapper af.. Man låner da bare Vikingens kollegieværelse til at sove på en aften, mens han alligevel ikke er hjemme. Tog derhjem i går aftes efter at have spist pizza med Yndlingssøsteren. Og det var fantastisk bare at være alene og der var ingenting jeg burde lave så det var helt i orden at jeg bare fladede max ud med radio og bog. Var også rimelig smadret efter arbejde på Chateau'et. Det er jeg så også idag. 9,5 time med nedvaskning af über-klamme vægge og lofter det er hårdere end man (jeg) tror.

Er det okay allerede at være træt af renoveringsarbejde?

Indlæg skrevet d. 7. januar kl. cirka 21

Okay hvorfor blev jeg ikke inviteret til det møde, hvor verden blev enig om at lejlighedsrenovering slet ikke er så fedt og feel-good agtigt som det lyder som. Eller som det lød som i mine ører. Altså jeg var jo nok godt klar over at nedvaskning af sporene efter 15 års intensiv tobaksrygning på vægge og lofter ikke ville være verdens sjoveste aktivitet. Men troede ligesom, at den der følelse af at jeg faktisk er med til at fikse mit eget Chateau ville overskygge det fuldstændig. Hm. Nå det skete så ikke helt.

Var også klart bedst til ikke at være negativ over, hvor psykopat røv det er at vaske lofter ned med noget, der svier når det rammer én, da jeg blev alene med min radio. Men det er da for irriterende at min brokmuskel er så utrolig dominerende når der er andre mennesker til stede...

Men ahhh det var fantastisk bare at sidde på en klapstol alene med min radio henne ved vinduet. Kunne virkelig godt se mig selv bo der når Chateau'et engang bliver beboeligt.

Nå dagens vigtigste begivenhed var så absolut da jeg så en voksen mand i en sparkedragt!!! Altså det lignede det virkelig. Går ud fra at det var en af de der one-piece ting. Og de er da helt sikkert totalt hyggelige og rare derhjemme, men man bør bare ikke bære dem ude i offentligheden. (Ligesom jeg virkelig også snart skal holde op med at gå med mine joggingbukser ude i virkeligheden - det passer ligesom bare ikke så godt sammen med snart at være citytøs.)

Det der med at blogge..

Hold da magle hvor har jeg læst mange blogs de sidste par år. Og følger rigtig mange via Bloglovin hver eneste dag. Suger det simpelthen bare til mig.
Og har så tit ønsket at være en del af blogverdenen, men jeg er elendig til at kommentere for hver gang jeg prøver så ender jeg med at slette kommentaren igen. Jeg har også tidligere haft et par blogs, men de har ikke holdt mange indlæg for jeg får fuldstændig skriveblokade. Derfor forsøger jeg mig denne gang også med ikke at læse mine indlæg igennem før jeg poster dem. Hvilket så måske nok betyder at der sniger sig et par stavefejl ind her og der. Og så kommer der også til at mangle et hav af kommaer, kan I evt. selv indsætte dem, hvis I nu får dem her: ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, (der skulle gerne være til et par indlæg).

Jeg håber, at jeg ved at starte på den her måde, hvor jeg ikke læser det igennem (og derved sletter hele indlægget igen), kan få kickstartet min skrivelyst. Og så satser jeg på at jeg om en uge/måned eller deromkring føler mig mere tryg ved at skrive, så jeg kan begynde på noget korrekturlæsning.

Jeg har også lidt et issue omkring anonym vs. ikke-anonym. For jeg kan jo egentlig bedst lide blogs, hvor jeg ved hvem afsenderen er. Og folk i blog-land må egentlig også gerne vide hvem jeg er. Bortset fra hvis det er nogen jeg kender i virkeligheden. Og det er jo så der problemet opstår, for dem der kender mig i virkeligheden vil jo nok godt kunne lure, at det her er min blog, hvis de falder over den? Jeg vil jo skrive om de ting der rører sig i mit liv og mit hoved.

Måske spekulerer jeg bare alt for meget over tingene..

SLAP AF!!

Fik endelig printet mit bachelorprojekt igår. Så idag efter arbejde skulle jeg jo så slappe af. For første gang i alt for lang tid. Sådan helt slappe af, hvor man trækker vejret dybt ned i maven og mærker efter hvad man har lyst til at lave. Men det er godt nok svært - der er jo tusind ting jeg havde lyst til (eller i hvert fald fire). Så jeg startede med en tur på Baresso med en veninde. Havde glædet mig hele formiddagen til en cafe latte. Men så kunne jeg ikke helt beslutte mig i køen og i ren panik endte jeg som altid med en iceblend. Ups.
Så kom vi også lige til at shoppe lidt (halløj overtræk, ses vi nu allerede igen?). Fik heldigvis begrænset mig temmelig meget så jeg købte da kun for 400kr (men det er jo så også 400 kr for meget, men shhh).
Men det var deeejligt at shoppe lidt almindeligt tøj uden en anledning. Og dejligt at tulle rundt i butikker med følelsen af lidt overskud (altså mentalt.. ikke økonomisk).

Så var der det med afslapningen herhjemme inden det går løs med istandsættelse af Chateau'et imorgen. Det nåede jeg ligesom ikke rigtig så langt med for tiden fløj bare fra mig. Men måske er det i virkeligheden det der sker når man slapper af?